Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dagens gang i afdelingerne

Dagens gang i afdelingerne

Aflevering om morgenen

I vuggestuen afleveres barnet på stuen, efter at I sammen har vasket hænder.

I børnehaven vasker barnet hænder ved den udendørs vask, enten med hjælp fra jer som forældre eller selv efter ankomst. Her er dørene ud til gangen lukket, når I møder ind, og I tager som forældre selv afsked med barnet, inden det sendes ind på stuen, hvor personalet står klar til at tage imod.

Vi vinker ikke længere ved aflevering, da vi har erfaret, at dette tager nærvær væk fra de børn, der allerede er mødt ind, og skaber uro i børnefællesskabet, når den voksne forlader stuen. Erfaringen viser, at børnene vokser med ansvaret, og langt de fleste klarer opgaven flot – de sidste hjælper vi selvfølgelig.

Om eftermiddagen er I derimod meget velkomne til at være inde på stuen.

Kl. 7-8:

Begge afdelinger åbnes med én stue åben i vuggestuen og én i børnehaven.

Forældre kan komme ind gennem afdelingernes indgange, og hvis de har børn i begge afdelinger, er der mulighed for at krydse over i alrummet, som forbinder de to afdelinger.

I børnehaven er der mulighed for at spise medbragt morgenmad i alrummet, da vi ikke serverer morgenmad.

Kl. 8-9:30:

Børnene leger på stuerne, mens de sidste børn møder ind.

Vi samles på stuerne og forbereder os på dagens aktiviteter, som foregår i små grupper.

Det er derfor en god ting at møde ind, inden samlingerne går i gang. Samlingerne er forskellige alt efter børnegrupperne.

Kl. 9:30-11:00

Vi starter de planlagte aktiviteter på stuerne, i de aldersopdelte grupper mandage og tirsdage eller tager på tur uden for huset.

Alle stuerne arbejder ud fra ugeplaner, som hænger ved vuggestuens indgang og bliver sendt ud på Aula for børnehaven. Det er en god idé at orientere sig på ugeplanerne, da aktiviteterne både foregår på stuerne og i de aldersopdelte grupper i børnehaven.

Kl. 10:30-11:30

Vuggestuen spiser frokost på stuerne.

Kl. 11:30-12:15:

Børnehaven spiser frokost på stuerne, i alrummet og i et lille rum ved hovedindgangen, som er reserveret til børn, der har brug for et roligere miljø.

Kl. 12:30-14:00

De fleste børn i vuggestuen sover.

Såfremt man ikke hviler er alle børn i børnehaven er ude på legepladsen og leger.

Kl. 14:00 -15:00

Vi spiser eftermiddagsmad (frugt og brød i børnehaven) og frugt, brød og smoothie i vuggestuen).

Kl. 15-16:30:

I børnehaven leger børnene på stuerne og gang arealet. Alrummet kan bruges som et rum, børnene kan komme til sammen med en voksen.

Vuggestuen opdeler sig i mindre grupper. Én gruppe går ud på legepladsen, mens den anden gruppe leger på stuen.

Kl. 16:30-17:00:

Afdelingerne lukker ned. Børnene samles enten på lukkestuen i børnehaven eller i alrummet.

Der tilbydes knækbrød som et lille afskedsmåltid, inden børnene går hjem.

Denne struktur giver en god balance mellem planlagte aktiviteter og tid til fri leg, samtidig med at der er mulighed for ro og tilpasning efter børnenes behov.

 

Vuggestuen

I vuggestuen arbejder vi med en tilgang, der prioriterer børns deltagelse og trivsel i små børnefællesskaber. Vuggestuebørnene, der er i alderen 0-3 år, tilbydes et læringsmiljø, hvor de kan udvikle sig i et trygt fællesskab. For at understøtte deres udvikling arbejder vi tæt med deres motoriske, sproglige, sociale, sanselige og kreative færdigheder i hverdagen. Vi anvender VLS (Vi Lærer Sammen) som en central metode til at understøtte børns læring og udvikling i fællesskab.

Små børnefællesskaber: I vuggestuen organiserer vi børnene i små grupper for at skabe et nærværende og trygt miljø, hvor hvert barn får opmærksomhed og mulighed for at deltage aktivt i aktiviteterne. Små grupper giver børnene den støtte, de har brug for, til at udforske, lege og lære i deres eget tempo, samtidig med at de lærer at samarbejde med andre.

Udeliv som prioritet: En vigtig del af vores pædagogiske tilgang er udeliv. Vi prioriterer at være ude hver dag, i al slags vejr, både på vores egen legeplads og på ture i nærområdet. Udelivet giver os mulighed for at understøtte mange vigtige udviklingspunkter i et lille barns liv:

Motorik: Udendørsaktiviteter fremmer både grov- og finmotorik, og børnene får mulighed for at bruge deres krop på forskellige måder, som at kravle, hoppe, løbe eller bygge.

Sprog: Når børnene er ude, lærer de mange ord gennem samtaler om det, de ser i naturen – vi taler om dyr, planter, vejret og de ting, de oplever omkring sig.

Sociale relationer: Udelivet giver børnene plads til at forholde sig til hinanden på en god måde i små grupper, hvor de kan udvikle deres sociale færdigheder i et uforstyrret miljø.

Sanser: Børnene får deres sanser stimuleret, når de kan lugte, se, høre og føle naturen. Dette er en vigtig del af deres sanselige udvikling.

Fantasi: Naturen tilbyder mange materialer, som børnene bruger kreativt i deres leg, hvilket fremmer deres fantasi.

Nærhed: Udelivet skaber nærhed mellem børnene og personalet, da vi kan fokusere på det enkelte barn eller den lille gruppe uden forstyrrelser.

Vinteraktiviteter: I vinterperioden tilpasser vi aktiviteterne, da vejret kan begrænse, hvor længe vi kan være ude. Vi arbejder med en ugeplan, der tager højde for børnegruppens sammensætning og sikrer alsidighed i aktiviteterne. Fokus er på motorik, sanser, kreativitet, leg samt social og personlig udvikling. På den måde kan vi stadig tilbyde børnevenlige aktiviteter, der fremmer børnenes trivsel og udvikling, selv når vejret er koldt.

Børnehaven

Struktur, læring og udvikling i Humlebien

På stuerne arbejder vi primært i aldersintegrerede grupper for børn i alderen 3–6 år. To gange om ugen mødes børnene og kollegaerne i aldersopdelte grupper for at styrke de enkelte aldersgrupper, målrette legen og understøtte fællesskaberne. Dette bidrager til pædagogiske refleksioner og udviklingen af det enkelte barn, fordi flere pædagoger ugentligt har tæt relation til alle børn. I vores årshjul er mange af indsatsområderne tilpasset arbejdet med de tre aldersgrupper. Hver måned mødes pædagogerne for at sætte udviklingsmål for det næste emne, som efterfølgende evalueres og kvalificeres i vores smitte-model måneden efter.


Små børnefællesskaber

Vi organiserer børnene i mindre grupper, så de kan deltage aktivt i aktiviteter i trygge og nærværende rammer. De små fællesskaber skaber mulighed for intens samvær med både voksne og jævnaldrende, hvilket styrker fællesskabet. Her lærer børnene at samarbejde, dele erfaringer og tage ansvar, samtidig med at deres individuelle behov kan udvikles.


Tværgående samarbejde

Selvom vi arbejder i aldersintegrerede grupper, mødes børnene på tværs af stuerne i aldersopdelte sammenhænge som beskrevet ovenfor. Dette fremmer et stærkt sammenhold, hvor børnene lærer at samarbejde, dele erfaringer og tage ansvar sammen.


Aldersspecifikke udviklingsforløb og ture

De yngste

For de yngste børn arbejder vi med Bamselægetasken — et pædagogisk læringsmateriale, hvor børnene gennem leg, dialog og sansemæssige aktiviteter lærer om omsorg, relationer, kroppen og sundhed. Materialet er udviklet til at gøre oplevelser med kroppen og sundhed mere trygge og forståelige for børnene ved hjælp af lege, dialogkort og symbolik i legen med bamser og redskaber. Børneulykkesfonden


Mellemgruppen

Mellemgruppen har et årligt dramapædagogisk forløb med Ylva, hvor fokus er på ”den gode ven” og følelsesregulering. Gennem dramaleg, rollelege og kreative udtryk træner børnene blandt andet empati, samarbejde, sprog, kropsudtryk og evnen til at forstå egne og andres følelser. Dramaforløb styrker både sociale og kommunikative færdigheder og giver børnene oplevelser af at være en del af et fællesskab, hvor de kan bidrage og blive hørt. Dramaværkstedet


De ældste – Storegruppen

I storegruppen arbejder vi målrettet med at forberede børnene på overgangen til skole. Dette sker gennem leg, sociale aktiviteter og ture, der styrker samarbejde, kommunikation og sociale færdigheder. Som en del af dette har vi ugentlige ture til Bøllemosen, hvor børnene udforsker naturen, lærer praktiske færdigheder og får erfaringer, der understøtter deres udvikling og forberedelse til skolelivet.


Udflugter og oplevelser

Hver gruppe har én turdag om ugen, hvor vi besøger steder som Hellerup Havn, Dyrehaven, museer, tager en tur med Metroen eller besøger Eksperimentariet med mindre grupper af børn for at styrke nysgerrighed, eksperimenterende tilgang og læring gennem hands‑on aktiviteter.

Disse ture giver børnene nye oplevelser og indtryk, samtidig med at de udvikler sociale og kognitive færdigheder. Når en gruppe er på tur, skaber det også mere plads til leg og aktiviteter for de børn, der bliver hjemme, hvilket styrker børns sociale relationer og giver et afbræk fra den daglige rutine.


Individuel opmærksomhed og fællesskab

I vores pædagogiske arbejde har vi fokus på at anerkende og give opmærksomhed til hvert barns individuelle styrker og behov. Voksne skaber trygge rammer, hvor børnene føler sig set, hørt og forstået. Gennem de små grupper og daglige aktiviteter får børnene mulighed for at udtrykke sig, tage initiativ og lære af hinanden i et inkluderende miljø.


Samlet mål

Humlebien arbejder på at skabe et læringsmiljø, hvor børnene er aktive deltagere i deres egen udvikling. Vi understøtter trivsel og læring gennem små børnefællesskaber, tværgående samarbejde, læringsforløb og ture, aldersopdelte aktiviteter og fokus på både individuel opmærksomhed og fællesskab – alt sammen med fokus på børnenes aktive deltagelse i det pædagogiske fællesskab.