Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Legeplads

Humlebiens legeplads – et dynamisk læringsmiljø

Humlebiens legeplads er mere end blot et sted for leg; den er et dynamisk læringsmiljø, hvor børnene udforsker, lærer og udvikler sig gennem meningsfulde sanse- og bevægelsesoplevelser. Legepladsen er designet med fokus på alsidighed og inklusion, så alle børn – uanset forudsætninger – har mulighed for at deltage aktivt og udvikle deres motoriske, kognitive og sociale kompetencer.

Vi har etableret varierede legezoner, der stimulerer både små og store muskelgrupper og understøtter børns leg på forskellige niveauer. Blandt faciliteterne findes et mudderbjerg, et boldspilsområde, en motorikhøj, et multihus og et bålsted, som giver mulighed for både fysisk udfoldelse, samarbejde og kreativ leg.

Bæredygtige læringsmiljøer

I 2024 udvidede vi vores legeplads med nye bæredygtige læringsområder. På børnehavesiden opførte vi et drivhus og en ormekompost, mens vuggestuens legeplads blev beriget med et mindre naturområde med mistkasse. Disse områder skaber unikke læringsmuligheder, hvor børnene får hands-on erfaring med natur, kredsløb og økosystemer. I børnehaven tager arbejdet afsæt i mikroforsker-metoden, hvor børnene gennem en undersøgende tilgang eksperimenterer, observerer og reflekterer over naturfænomener. Metoden understøtter børnenes nysgerrighed og evne til at formulere hypoteser, samtidig med at de udvikler deres begrebsforståelse og samarbejdsevner.

Plads til både fællesskab og fordybelse

For at understøtte børnenes sociale og følelsesmæssige udvikling har vi etableret mindre legeområder, hvor børn kan trække sig tilbage, lege to og to eller tage en pause. Vuggestuens særskilte legeplads giver de mindste mulighed for sikker udforskning i trygge rammer, mens en tydelig opdeling af udearealerne sikrer, at små og store børn kan lege sammen under passende pædagogisk tilsyn.

Voksenrolle og positionering på legepladsen

Børn i sandkassenVi har konstant fokus på de voksnes positionering på legepladsen, da den voksne tilstedeværelse er afgørende for den leg og de relationer, der opstår mellem børnene. Legepladsen i børnehaven kan være en kompleks ramme at navigere i, da den rummer 66 børn, som skal lege, forhandle og regulere sig selv og hinanden i en fin balance. Hvor og hvordan de voksne træder ind i legen, har derfor stor betydning for børnenes oplevelse og deltagelse.

 

 

Vi arbejder kontinuerligt med at afprøve og tilpasse vores indsatser, da børnegrupperne ændrer sig over tid, og fordi flere børn oplever udfordringer med at indgå og blive i legefællesskaberne. Nogle børn har derfor behov for særlig støtte for at kunne deltage aktivt.

For at kunne understøtte børnenes trivsel og deltagelse arbejder vi blandt andet med gangvagt, da de voksne på de to timer på legepladsen skal hjælpe børn på toilet, hente drikkedunke, løse konflikter og samtidig lege med og støtte børnene i deres leg.

Selv om vi er mange voksne til stede, kan det opleves som en udfordring nogle dage at opnå balance i det store fællesskab. I 2025 har vi derfor haft børn, som med fordel har holdt pause fra det store fællesskab eller tilgået det uafhængigt af hinanden for at mindske konflikter og sikre, at de voksne kan være til rådighed, hvor der er mest behov.

Dette område – voksenrolle, positionering og børnenes deltagelse i fællesskabet – er derfor et område, der har konstant fokus og løbende justeres efter børnegruppernes behov og legepladsens dynamik.

 

Udvikling og nye tiltag på legepladsen 2025-26

2025 – Flyvemaskine, karrusel og forberedelser til hønseområde
I 2025 blev legepladsen udvidet med en flyvemaskine, som yderligere stimulerer børnenes fantasi og motoriske udfoldelse.  Børnehavens legeplads fik en ny karrusel som på samme måde skaber rammen for nye sjove oplevelser. Samme år fik vi tildelt 20.000 kroner fra den interne klimapulje til etablering af en mobil hønsegård. Vi har derfor brugt året på at dygtiggøre os og forberede området, så vi i foråret 2026 kan byde fire nye høns velkommen sammen med børnene. Det område, der tidligere blev kaldt “mudderbjerget”, omdannes til det nye hønseområde som tredje trin i vores bæredygtige legepladsudvikling. Tidligere tiltag har været vuggestuens naturområde som første trin og drivhuset på børnehavens legeplads som andet trin.

2026 – Sansestil og nye legeredskaber
I 2026 håber vi at kunne søge midler til at etablere en sansestil i vores lille skovområde med fokus på musik og sanseoplevelser. Derudover planlægger vi, at hønsene flytter ind, og vi skal have bygget et nyt legeredskab på en eksisterende høj. Dette har længe været et ønske, men kræver økonomisk støtte, som vi håber at opnå gennem en kvalificeret ansøgning.

Humlebiens legeplads er et levende læringsrum, hvor leg og læring smelter sammen og skaber rige muligheder for børns udvikling, fællesskab og nysgerrige undersøgelser af verden omkring dem.